Før Masfjorden fekk eigen prest i 1877, måtte folk her ofte gravleggjast utan at presten kunne kome frå Lindås. Dei som ville ha han til Sandnes i eit slikt høve, laut koste skyssen sjølve. Det var då vanleg at presten eller ein annen skrivekyndig mann skreiv ein liksetel som vart lesen opp ved grava. Sogelaget har kome over ein liksetel frå 1842, skriven av lærar og kirkesanger Erik A. Riisnes over Mons Jetmundsen Høsteland, fødd i 1782. Liksetelen er svært lang og innhaldsrik og fortel mellom anna korleis Mons frå Masfjorden i seks år måtte dra til fots til Svenskegrensa for å verne «sitt kjære fedreland mot fiendens angrep». Dette er opplysningar som ikkje er komne med i Masfjordboka band II under kapitlet «Hærfolk og andre frå Masfjorden som har teke del i krigshandlingar» og er såleis eit supplement til det som står der.
«Paa grund av de fiendtligheder som udbrød mellem den dansk-norske stat og Sverige 1807 og som med faa avbrydelser varte til 1814, blev han i aaret 1808 antagen til soldat og tilligemed mange andre udkommanderet til landets forsvar paa Norges østligsste grenser, hvor han i 6 samfulde aar lige til krigens slutning maatte forblive for at verne (om) sit kjære fædreland mod fiendens angreb.
Dreven av lengsel efter hjem og beslegtede benyttede han gjentagne gonger den for de vestenfjeldske soldater paa kortere eller længere tid tilstaaede permission, idet han 4 ganger vandret frem og tilbage over Filefjelds tinder for at besøge sin kiære fødebygd.
Hvad han i dette tidsrum maatte udstaa, hvilke strabadser og besværligheder han maatte utholde, og i hvor mange savn han maatte finde sig, og oppofrelser han maatte gjøre, derom kan kun den som enten seiv har deltaget i, eller været øienvidne til, en ødelæggende krigs rædsler og elendigheder, gjøre sig en rigtig forestilling.
Saaledes maatte han en gang i samfulde 19 uger opholde sig under aaben himmel uden hverken nat eller dag at erholde andet skjul mot regn og slud end hvad nogen sammenførede grankvister saare tarvelig tilbød, og uden at have anden anle-ning end den som legemets naturlige varme avgav til at tørre sine ofte gjennembløde klær.
Paa en forpost blev han en gang tilligemed en del av sine kammerater under anførsel av løitnant von Krog overfalt av 200 fiendtlige dragoner, hvorved de norske blev dels adssplittede og dels tagne tilfange. I denne skjærmydsel undgik dog vor salig avdøde at blive fanget, mod at han – uagtet en eftersettende fiende tilraabte ham at overgive sig, da han var fanget alligevel – dog anspendende sine kræfter til det yderste gjennemvaded en blød myr op til beltet, hvilken tvang fienden til at gjøre en omvei, hvorved han fik tid til t skjule sig under en granbusk og maatte aande mod jorden for at undgaa dragonenes opmerksomhed.
Den trangbrystethed hvorover han senere saa ofte klaged sig tilskrev han denne overordentlige anstrængelse.
Forøvrig viste han ogsaa i sin militære stilling ved sit beskedne og sedelige forhold og ved punktlig at opfylde de ham paahvilende pligter at erhverve sig sine foresattes fuldkomne tilfredshed, og blev deraarsak i leiren ofte overdraget utførelsen av vigtige forretninger som han ogsaa blev antagen til i et halvt aar at assistere lægen paa et av de i krigsaarene oprettede militære sykehus.
Efter krigens ende tog han tieneste hos købmand Odland i Bergen og erholdt for sin sjeldne redelighed og troskab i denne sin 3-aarige tieneste av sin prinsipal det hæderligste skudsmaal.